Catching up with time

Skrevet den. 21. maj, klokken 11.22

De sidste par uger har fløjet forbi, og er sikker på at de næste 2 will do so aswell. Der er no way jeg kan fortælle jer om alle de fantastiske ting jeg oplever, men har lige et par events jeg bar bliver NØD til at fortælle om!

Den første er uden tvivl the banquet. Nogle af jer ved nok godt hvad et banquet er, men for resten af jer tosser, så er det en event, for alle dem der har spillet en sport, hvor der bliver udgivet certificates til alle spillere og awards til dem der er ekstra gode. Ja, jeg fik selvfølgeligt ikke en award, da der kun bliver udgivet omkring to per hold, og det jo som sagt er mit første år playing softball, meeeen, historien jeg gerne vil fortælle omhandler mit certificat. Normalt holder de ikke en længere tale om alle spillerene, siger måske bare et par ord om et par af spillerne.

Da coach Terri kom til mit navn endte han med at holde en hel tale. Fortalte hele salen om hvor stolt han var over hvor meget frem skridt jeg havde gjort. At da jeg startede kunne jeg ikke engang finde ud af at samle bolden op fra jorden, og da vi nåede til enden kunne han slå fly ball på fly ball ud i the outfield (min position) og jeg ville griber hver eneste af dem. Han sagde at hvis jeg havde spillet siden 7th grade, ville jeg ende med at spille på en af de store hold. Fortalte om tragedien med min mormor, som skete midt i en kamp, om at jeg måtte gå ud i anden inding og komme tilbage ind. At jeg havde fået hele holdet plus ham til at græde. Da han endeligt sagde mit navn og jeg rejste mig op for at gå op og modtage mit certificat, endte det med at hele salen rejste sig op og gave mig en stående klapsalme.  

Aldrig har en gruppe af mennesker fået mig til at føle mig så velkommen. De er virkelig som en ekstra familie for mig! Jeg troede jeg skulle til at bryde ud i tårer da måtte gå op og hente mit certificat.  Bagefter gik jeg hen for at sige tak til mig træner, og han gav mig et stort kram og sagde at han aldrig ville glemme mig.

Den næste ting jeg skal fortælle om er graduation!

Sidste skole dag var i øvrigt sidste mandag, hvilken var helt forfærdeligt! Kommer til at savne den skole så meget at i slet ikke kan forestille jer det! Aldrig har jeg nydt at gå i skole så meget som jeg gjorde på SCA, det var pludseligt ikke så svært at stå op om morgenen fordi jeg vidste at jeg stod op til noget jeg nød at lave. Nogle gange havde jeg mere lyst til at gå i skole end at have weekend. Noget siger mig at de også sætter pris på os på skolen. Da vi havde Awards Day, hvor jeg i øvrigt fik en ”A average award”, kaldte Mrs. Dempsey, the principal, os op som det sidste og holdt en kort tale om at de kom til at savne os rigtigt meget, at de havde nydt at have os på skolen, at de elskede os rigtigt højt, og at de aldrig ville glemme os. Til frokost senere på dagen, kom hun så ind i kantinen, mens alle sad og spiste, med en stor kage der sagde ”We’ll miss you”. How sweet??? Begyndte næste at græde!! Igen igen… den sidste dag vi var i skole havde de så købt t-shirts til os og gav og nogle andre ting fra skolen. Totalt sødt!!

Fredag aften var så graduation, og det var faktisk en rigtigt fin ceremoni! De havde fået en   mand til at komme og synge deres class-song; Time Flies. Også havde vi the candle ceremoni, hvor alle the seniors tændte the juniors lys. Og så kom den hårde del…… fredag aften var most likely sidste gang jeg kommer til at se de fleste af alle dem fra skolen, for denne uge er alle the seniors på et cruise i Mexico, og så har jeg kun næste uge tilbage!...

Corinna og jeg før graduation, mit kamera gik i stykker, så det er pretty much det eneste billede jeg har far aftenen :(( 

A Year Has Passed

Jeg ved denne tekst er lidt lang, men den er værd at læse!! Den passer så godt at det føles som om de har taget den lige ud af min mund. Den beskriver alt hvad jeg gerne vil sige. Giver bare et lille indblik i livet som en udvekslings student!!

I know this text seem a little long, but it's worth reading!! It is SOO true, like taken straight from my mind. It says all I wanna say, and tells a little bout the life as an exchange student!!

"A year has passed and now we stand on the brink, of returning to a world where we are surrounded by the paradox of everything and yet nothing being the same.

In a couple of weeks we will reluctantly give our hugs and, fighting the tears,we will say goodbye to people who were once just names on a sheet of paper to return to people that we hugged and fought tears to say goodbye to before we ever left.

We will leave our best friends to return to our best friends.

We will go back to the places we came from, and go back to the same things we did last summer and every summer before.

We will come into town on that same familiar road, and even though it has been months, it will seem like only yesterday.

As you walk into your old bedroom, every emotion will pass through you as you reflect on the way your life has changed and the person you have become.

You suddenly realize that the things that were most important to you a year ago don't seem to matter so much anymore, and the things you hold highest now, no one at home will completely understand.

Who will you call first?

What will you do your first weekend home with your friends?

Where are you going to work?

Who will be at the party Saturday night?

What has everyone been up to in the past few months?

Who from school will you keep in touch with?

How long before you actually start missing people barging in without calling or knocking?

Then you start to realize how much things have changed, and you realize the hardest part of being an exchange student is balancing the two completely different worlds you now live in, trying desperately to hold on to everything all the while trying to figure out what you have to leave behind.

We now know the meaning of true friendship.

We know who we have kept in touch with over the past year and who we hold dearest to our hearts.

We've left our worlds to deal with the real world.

We've had our hearts broken, we've fallen in love.

There have been times when we've felt so helpless being hours away from home when we know our families or friends needed us the most, and there are times when we know we have made a difference.

Just weeks from now we will leave.

Just weeks from now we take down our pictures, and pack up our clothes.

No more going next door to do nothing for hours on end. We will leave our friends whose random e-mails and phone calls will bring us to laughter and tears this summer, and hopefully years to come.

We will take our memories and dreams and put them away for now, saving them for our return to this world.

Just weeks from now we will arrive.

Just weeks from now we will unpack our bags and have dinner with our families. We will drive over to our best friend's house and do nothing for hours on end.

We will return to the same friends whose random emails and phone calls have brought us to laughter and tears over the year.

We will unpack old dreams and memories that have been put away for the past year.

In just weeks we will dig deep inside to find the strength and conviction to adjust to change and still keep each other close.And somehow, in some way, we will find our place between these two worlds.

In just weeks."

In Memory of my Beloved Grandmother, Else Theill Sørensen

(Skrevet søndag den 20. Maj, klokken 10.03)

Først vil jeg lige pointerer at der i dag er to uger til jeg tager herfra.

I mit sidste indlæg fik jeg fortalt en lille smule om min mormor og den forfærdelige nyhed jeg måtte tage med mig to weekender siden. Jeg vil ikke skriver en helt masse om det, da det er et meget privat område at skrive om, men også at læse om.

Jeg vil alligevel prøve at fortælle jer lidt om hende, da hun fortjener intet andet end det.

Min mormor var en af de mest imødekommende, udholdende, intelligente og inspirerende mennesker jeg nogen sinde har kendt til. Ja, jeg ved godt er det er nemt at sige nu hvor hun er væk, men når jeg siger det, så mener jeg det virkeligt. Hvis jeg skulle nævne en person jeg så op til, og i virkeligheden stadigvæk gør så ville det nok være hende. Min mormor var alt fra gymnasium lærer, til familie menneske, til politiker af 8 år i folketinget, til minister i sin egen kommune. Hvis det ikke fortæller jer meget om hende, at hun var politiker, så kan jeg fortælle jer, at det er altså er alt andet end nemt og simpelt, at det er en gave at kunne overkomme alt det stress og hvad der ellers kommer med opgaven. Den del jeg i virkeligheden beundre mest er at selvom hun flere gange om ugen måtte rejse fra Skive, hvor hun boede, til København, pga. arbejde, formåede hun stadigvæk at tage tid ud af sin hverdag til at tage en ekstra tur, på 5 timer i toget, bare for at hente mig og mine to søskende da vi var små.

At miste min mormor var en af de hårdeste ting jeg nogensinde har skulle gå igennem, og det har ikke ligefrem gjort det nemmere at være så langt væk fra alting, uden mine forældre eller søskende, ikke at kunne nå hjem at sige farvel ligesom resten af familien. Inden jeg tog af sted diskutere vi lidt om hvad der skulle ske hvis nu der skulle ske noget derhjemme, men aldrig havde jeg faktisk troet at det ville ske. Tror jeg havde overbevist mig selv om at min mormor kunne over komme anything. Da jeg for et halvt år siden fik at vide, at de endelig havde fundet svaret på måneders sygdom, eller i hvert fald troede de havde: kræft, tog det rigtigt hårdt på mig, men igen overbeviste jeg mig hurtigt om, at kræft bare var en udfordring når det kom til min mormor.

Begravelsen tog sted fredag i sidste uge, og vi havde snakket om at jeg skulle tage hjem, også komme tilbage, men vi besluttede os faktisk for at den rigtige beslutning var for mig at blive her. Mor sagde at hun ikke synes, at det var en god idé, et jeg skulle rejse halvvejs rundt om jorden, gennem tons af lufthavner, alene, efter en tragedie som denne, hun synes ikke at jeg skulle rejse hele vejen her over igen, alene, efter en begravelse, efter at skulle sige farvel til familie og venner igen. Ud over det så havde jeg på det tidspunkt kun en uge tilbage i skolen, som jeg så ville miste, hvilket jeg også selv ved at min mormor aldrig ville have at jeg skulle gøre.

Min host fars søster, Dawn, som er som min mor her ovre, som jeg er meget tæt med, foreslog at vi så skulle lave en memorial seremoni herovre hvis jeg ikke kunne rejse hjem. Jeg bestemte mig for at jeg gerne ville gøre noget sjovt for hende i stedet for noget rigtigt sørgelig, så vi købte 15 store balloner som vi så fik pustet op med helium, og så tog vi ned til the river, så er det smukkeste sted nogen sinde, hvor jeg så sammen med min tætteste familie klippede båndene og lod ballonerne gå. Jeg tror det er det smukkeste jeg nogensinde har været med til, og selvom det ville være løgn at sige at det ikke føltes som om sat saksen gjorde modstand da jeg skulle klippe båndene, og selvom de ville være løgn at sige at jeg ikke stor tudede, så var det faktisk rigtigt rart!!

Ja, det har været alt andet end nemt at være så langt væk hjemmefra, men jeg har kommet nogenlunde igennem det indtil videre, og jeg har nogle af de mest fantastiske mennesker, jeg kunne ønske at have omkring mig.

Rest In Peace Mormor, Else Theill Sørensen

State; the Best and Worst Weekend of my Stay

(Skrevet den. 15. maj, klokken 11.32)

Så fløj tiden lige forbi igen, men det er jo ikke lige frem første gang; sådan går det når man har det så godt som jeg har det. (Stor smiley).

Der er sket så meget og der er no way jeg kan fortælle om det hele, men der er vist ingen vej uden om state weekenden, en weekend jeg havde set frem til siden softball sæsonen startede!!

Vi har spillet en heeelt masse kampe mod en heeelt masse hold fra området, og de hold som vandt flest gange gik så videre til State, som er det tournament hvor der findes en vinder i Alabama. Oggg selvfølgeligt gik vi da videre! Nej, vil faktisk gerne lige sige at jeg er utroligt stolt af mit hold, vi startede ud med at tabe 4 kampe, og da vi så endelig vandt en kamp gik det kun op af bakke! Da vi nåede til state lå vi som nummer 4 ud af 16 i vores område! Når.. State foregik i Montgomery som er omkring 3 timer fra os. Torsdag morgen mødte vi op på skolen i vores hold t-shirt og blå shorts som en af tøsernes forældre havde doneret. Og da klokken var 10 var det af sted til Montgomery. I Montgomery havde vi to store hotel værelser på et lækkert lækkert hotel! Tror aldrig jeg fik fortalt om vores carwash, men et par weekender ago, holdt vi en carwash og fik tjent $2152, som altså er mere end 10.000 kroner! Og der skal siges at det var helt uden brug af bikinier! Meget imponerende, siger jeg bare. Anyways, derfor havde vi råd til både et lækkert hotel værelse OG råd til at spise på Texas Roadhouse til aften.

Coach and I

Mit elskede softball hold!!

Taylor! <3

 Fredag var så den første store dag, og vi kom igennem UNDEFEATED, hvilket var helt uventet! Mange år har min skole ikke engang made it til lørdag. Lørdag var der så kun fire hold i staten tilbage.

Sarah, Chloé, Regitze, Taylor, and Macy <3

Bree, me, and Connor <3

Lørdag morgen skete så det som gjorde det til den værste weekend. Da jeg vågnede havde jeg en besked fra min mor om at jeg skulle ringe når jeg stod op, og da viste jeg godt at noget var galt... Da jeg ringede op, måtte mor give mig den forfærdelige nyhed at min elskede mormor, var indlagt og nok ikke ville make it.. Aldrig i mit liv har jeg følt mig så hjælpeløs. Der stod jeg midt i en parkeringsplads, 3 timer fra hjemme den ene vej, og 20 timer fra hjemme den anden vej, med en nyhed som den. Heldigvis havde jeg nogle af de mest fantastiske mennesker i denne verden omkring mig, og det mener jeg når jeg siger. De tog sig af mig som var jeg deres egen familie. Ved morgen mødet for dagens kampe bad hele holdet en bøn for mormor, og for mig og min familie. Resten af dagen var med meget blandede følelser, for det var nok det sværeste nyhed jeg nogensinde har modtaget, men samtidig var det jo en meget stor dag for mig som jeg ved hun ville have jeg skulle prøve at nyde, så jeg gjorde mit bedste, selvom det føltes fuldstændig umuligt. I anden inding (midt i kampen) opdagede jeg så at jeg havde tre mistede opkald fra min mor, og med det samme vidste jeg udmærket godt hvad det betød, og jeg brød fuldstændigt sammen. Blev så nød til at løbe ind på banen for at komme ud af the dugout (hvor spillerne sidder gennem kampen) og ringe min mor op for at få at vide at nu havde hun fået fred.. (kommer et indlæg om hende og hvad der følger lidt senere). Ja, hvis i ikke kan fornemme det nu, så var det en meget svær dag, men vi sluttede dagen af på en tredje plads, hvilket er helt fantastisk flot!

Det var en helt fantastisk weekenden, og jeg kom kun tættere på de andre tøser, og har nogle af de bedste veninder man kunne ønske. Udover det så har de også nogle helt fantastiske forældre og coaches som jeg også er kommet meget meget tæt på, som har været helt fantastiske til at tage sig af mig, specielt som jeg har skulle komme videre efter tragedien med min mormor.

The Best AND Worst Weekend of my stay.