(Skrevet søndag den 20. Maj, klokken 10.03)
Først vil jeg lige pointerer at der i dag er to uger til jeg tager herfra.
I mit sidste indlæg fik jeg fortalt en lille smule om min mormor og den forfærdelige nyhed jeg måtte tage med mig to weekender siden. Jeg vil ikke skriver en helt masse om det, da det er et meget privat område at skrive om, men også at læse om.
Jeg vil alligevel prøve at fortælle jer lidt om hende, da hun fortjener intet andet end det.
Min mormor var en af de mest imødekommende, udholdende, intelligente og inspirerende mennesker jeg nogen sinde har kendt til. Ja, jeg ved godt er det er nemt at sige nu hvor hun er væk, men når jeg siger det, så mener jeg det virkeligt. Hvis jeg skulle nævne en person jeg så op til, og i virkeligheden stadigvæk gør så ville det nok være hende. Min mormor var alt fra gymnasium lærer, til familie menneske, til politiker af 8 år i folketinget, til minister i sin egen kommune. Hvis det ikke fortæller jer meget om hende, at hun var politiker, så kan jeg fortælle jer, at det er altså er alt andet end nemt og simpelt, at det er en gave at kunne overkomme alt det stress og hvad der ellers kommer med opgaven. Den del jeg i virkeligheden beundre mest er at selvom hun flere gange om ugen måtte rejse fra Skive, hvor hun boede, til København, pga. arbejde, formåede hun stadigvæk at tage tid ud af sin hverdag til at tage en ekstra tur, på 5 timer i toget, bare for at hente mig og mine to søskende da vi var små.
At miste min mormor var en af de hårdeste ting jeg nogensinde har skulle gå igennem, og det har ikke ligefrem gjort det nemmere at være så langt væk fra alting, uden mine forældre eller søskende, ikke at kunne nå hjem at sige farvel ligesom resten af familien. Inden jeg tog af sted diskutere vi lidt om hvad der skulle ske hvis nu der skulle ske noget derhjemme, men aldrig havde jeg faktisk troet at det ville ske. Tror jeg havde overbevist mig selv om at min mormor kunne over komme anything. Da jeg for et halvt år siden fik at vide, at de endelig havde fundet svaret på måneders sygdom, eller i hvert fald troede de havde: kræft, tog det rigtigt hårdt på mig, men igen overbeviste jeg mig hurtigt om, at kræft bare var en udfordring når det kom til min mormor.
Begravelsen tog sted fredag i sidste uge, og vi havde snakket om at jeg skulle tage hjem, også komme tilbage, men vi besluttede os faktisk for at den rigtige beslutning var for mig at blive her. Mor sagde at hun ikke synes, at det var en god idé, et jeg skulle rejse halvvejs rundt om jorden, gennem tons af lufthavner, alene, efter en tragedie som denne, hun synes ikke at jeg skulle rejse hele vejen her over igen, alene, efter en begravelse, efter at skulle sige farvel til familie og venner igen. Ud over det så havde jeg på det tidspunkt kun en uge tilbage i skolen, som jeg så ville miste, hvilket jeg også selv ved at min mormor aldrig ville have at jeg skulle gøre.
Min host fars søster, Dawn, som er som min mor her ovre, som jeg er meget tæt med, foreslog at vi så skulle lave en memorial seremoni herovre hvis jeg ikke kunne rejse hjem. Jeg bestemte mig for at jeg gerne ville gøre noget sjovt for hende i stedet for noget rigtigt sørgelig, så vi købte 15 store balloner som vi så fik pustet op med helium, og så tog vi ned til the river, så er det smukkeste sted nogen sinde, hvor jeg så sammen med min tætteste familie klippede båndene og lod ballonerne gå. Jeg tror det er det smukkeste jeg nogensinde har været med til, og selvom det ville være løgn at sige at det ikke føltes som om sat saksen gjorde modstand da jeg skulle klippe båndene, og selvom de ville være løgn at sige at jeg ikke stor tudede, så var det faktisk rigtigt rart!!
Ja, det har været alt andet end nemt at være så langt væk hjemmefra, men jeg har kommet nogenlunde igennem det indtil videre, og jeg har nogle af de mest fantastiske mennesker, jeg kunne ønske at have omkring mig.
Rest In Peace Mormor, Else Theill Sørensen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar